Rekrutteringsproces
Tak for din interesse i SAGRO
Her kan du få et overblik over, hvordan et typisk rekrutteringsforløb hos SAGRO ser ud.
Varigheden af en rekrutteringsproces kan variere fra stilling til stilling, og derfor skal nedenstående ses som en generel beskrivelse af en rekrutteringsproces i SAGRO.
Vi vil gerne give et par gode råd til din jobsøgning og give den en indsigt i, hvad vi kigger efter og er interesseret i at læse om i din ansøgning:
- Din motivation for at søge den pågældende stilling. Hvorfor synes du jobbet kunne være noget for dig? Research af jobbeskrivelsen og SAGRO kan bruges i refleksionen og din motivation for jobbet.
- Vær modtagerorienteret i både din ansøgning og dit CV. Hvad kan du gøre for os? Byg broen mellem din faglighed og vores udfordringer. Sammenhold dine kvalifikationer med stillingsopslagets krav.
- Erfaring med og kendskab til lignende arbejdsopgaver. Fortæl os gerne hvordan dine tidligere erfaringer og dine kompetencer kan bringes i spil i stillingen set fra din stol. Du kan også have andre erfaringer, som du mener, er relevante for jobbet.
- Uddannelsesmæssig baggrund. Hvilken uddannelsesmæssig baggrund har du i dag, og vi hører også gerne om, hvilke drømme du har for eventuel videreudvikling.
- Faglige og personlige kompetencer. Vi vil rigtig gerne høre om, hvad du har af fritidsinteresser, og hvis du har nogle hobbies, som du er passioneret om. Vi er interesseret i det hele menneske, så det du godt kan lide at bruge din tid på, sammen med alt det andet, giver os et godt billede af, hvem du er.
Vi kvitterer altid for modtagelsen af din ansøgning, uanset om det er en uopfordret ansøgning, eller du søger en konkret stilling. Mange af vores stillingsopslag har vi ikke sat ansøgningsfrist på, fordi vi gerne løbende vil evaluere og agere på de ansøgninger, vi modtager. Så længe stillingen er slået op på vores hjemmeside, er jobopslaget fortsat aktivt.
Vi modtager kun ansøgninger og andre personoplysninger gennem vores rekrutteringssystem, da vi grundet GDPR-lovgivningen ikke ønsker at modtage ansøgninger via mail. Modtager vi en ansøgning via mail, vil den blive slettet, og ikke registreret i vores rekrutteringssystem.
Hvis vi vurderer, at du desværre ikke skal indkaldes til en samtale til den søgte stilling, vil du modtage en mail med afslag. Det kan der være mange grunde til, som ikke alene behøver at have noget med dine kvalifikationer at gøre, derfor udelukker det selvfølgelig heller ikke, at du kan være det rette match til en anden stilling i SAGRO.
Hvis vi vurderer, at der er et godt match, inviteres du til samtale, hvor du møder rekrutterende leder. Her vil du få mulighed for at uddybe din interesse og erfaring samt stille de spørgsmål, der er vigtige for, at du kan vurdere, om jobbet er det rette for dig. På samme måde vil vi spørge ind til dig, for at afklare, om der er et match.
Hvis vi efter samtalen vurderer, at du ikke er det rigtige match til stillingen, vil vi oftest forsøge at give dig et mundtlig afslag.
Hvis vi vurderer, at du er blandt de mest relevante kandidater, og du fortsat er interesseret, vil du blive indkaldt til en anden samtale. Forud for denne samtale besvarer du hjemmefra en personprofil, som vil blive sendt til dig på mail. I SAGRO bruger vi personprofiler, fordi det er et rigtig godt samtaleværktøj til at lære dig bedre at kende og sikre et gensidigt match.
Til den uddybende samtale vil du igen møde rekrutterende leder samt én fra SAGROs HR-afdeling. Du vil få en tilbagemelding på din personprofil af SAGROs HR-medarbejder, og der vil ligeledes være mulighed for yderligere dialog om stillingen.
Det er på baggrund af denne samtale, vi beslutter, hvem vi ønsker at tilbyde jobbet, og vi vil ringe til dig for at aftale de endelige betingelser for din kommende ansættelse.
Skulle du ende med at blive nr. to og dermed ikke få tilbudt jobbet efter denne uddybende samtale, vil vi rigtig gerne give dig et ordentlig svar, og vi vil altid ringe til dig med dette svar. Skulle du efterfølgende have spørgsmål til os, er du meget velkommen til at kontakte os.
Som sidste led i rekrutteringsprocessen, inden det endelige jobtilbud, vil vi ofte indhente referencer hos tidligere ledere. Hav derfor gerne kontaktoplysninger med på dine referencer til den uddybende samtale, og hvis det er nødvendigt så have orienteret dem om, at de muligvis vil blive kontaktet af os.
Bliver vi enige om et ansættelsesforhold, vil vi fremsende en kontrakt til dig til digital underskrift via din mail.
Alle vores nye medarbejdere i SAGRO indgår i vores onboardingproces, som starter, når du underskriver kontrakten. For os er det vigtigt, at du kommer godt fra start hos os, og vi er meget interesseret i, at alle forventninger bliver afstemt, og at du falder godt til socialt i vores virksomhed.
Via vores preboardingside, som du får adgang til så snart, du har skrevet din kontrakt under, får du adgang til yderligere informationer om os og din kommende afdeling og nye kolleger. Fra din første arbejdsdag indeholder onboardingprocessen en bred vifte af aktiviteter, som f.eks. introduktionsdag og introduktion til kollegaer. Du vil få en onboardingplan hvor opgaver, kunder og systemer, som du skal kende til og evt. læres op i, vil være planlagt og aftalt sammen med dig. Du vil altid få en mentor tilkoblet, som vil hjælpe dig med at blive sat ind i tingene, og nogle gange vil vi også koble en buddy på, som vil hjælpe dig med at falde godt på plads socialt i afdelingen og i vores virksomhed. Under hele onboardingforløbet vil du naturligvis også have opfølgende samtaler med din leder for at sikre, at din oplæring foregår i et fornuftigt tempo, og for afklaring af eventuelle spørgsmål.